4-0 sejr til herrene

Det var spil til et mål i lørdagens kamp i Sjællandsserien, da Vordingborg var totalt dominerende og sendte Væggerløse hjem med et 4-0 nederlag.

 

Målfesten begyndte allerede efter 6 minutters spil, da Markus Cartey var først over en ripost fra Væggerløses målmand og kunne bringe Vordingborg på 1-0.

 

Herefter blev der lagt er tungt pres med regulært powerplay omkring Væggerløses felt, men vi skulle helt frem til det 41. Minut før 2-0 målet kom.

 

Væggerløse var for en gangs skyld kommet lidt frem på banen, hvilket gav Vordingborg mulighed for en hurtig omstilling. Bolden endte for fødderne af Frederik Frederiksen, som flot kunne spille bolden på tværs til en helt fri Markus Cartey, som kvitterede med sin anden scoring i kampen, der betød at holdene kunne gå til pause med stillingen 2-0.

 

Kort efter pausen opstod der pludselig en chance til Væggerløse, men Sylvester Morgan, der vogtede i målet i fraværet af Jakob Kruse, leverede en fin redning, og herefter stod der Vordingborg på det hele.

 

Først misbrugte rumænske Florin Florea et straffespark begået mod ham selv, men kort tid efter blev det til 3-0 på et selvmål.

 

Efter 68 minutter kunne Viktor B. Olsen med et flot chip score kampens sidste mål til slutresultatet 4-0.

 

Efter kampen havde træner Kenneth ‘Bøv’ Hansen følgende at sige:

 

“Vi bruger aftenen nu på at glæde os over en flot sejr, og tager en masse positive ting med videre. Vi lykkedes med at holde fast i vores koncept langt hen i kampen, og begynder ikke at stresse selvom Væggerløse står meget langt tilbage på banen. Når det er sagt, bekymrer det os lidt, at vi er så uskarpe foran mål. Ret beset skal lave vi minimum 2-3 mål mere. Det skal vi bruge næste uge på at få trænet, og så arbejder vi hen mod 3 point mere i Rødby næste weekend. Men alt i alt kan vi være tilfredse, og det er selvfølgelig altid dejligt at hente en sejr foran et meget medlevende publikum på THUN Arena”

 

Dagens sejr betyder at Vordingborg kravler op på en 3. Plads i Sjællandsserien.

 

Kampfakta:

1-0 Markus Cartey

2-0 Markus Cartey

3-0 Selvmål

4-0 Viktor B. Olsen

 

Gult kort – Markus Cartey.

Scroll to Top