Vi mangler en kasserer, og dermed økonomiansvarlig, som i øvrigt også er en del af bestyrelsen i Vordingborg IF.
Som klubbens kassemester har du en vigtig rolle i udviklingen af vores forening, hvor du med en nøgleposition er tæt inde omkring de vigtige beslutninger, og ikke mindst bidrager til at skabe de bedste rammer for klubbens medlemmer og vores mange hold.
Du kører et tæt parløb med klubbens bogholder, som varetager den daglige administration, bogføring m.v., så det er ikke en tung administrativ opgave der hviler på klubbens økonomiansvarlige bestyrelsesmedlem.
Dine arbejdsopgaver vil primært handle om, i tæt samarbejde med klubbens bogholder, at
- Gennemgå økonomiopfølgning til bestyrelsesmøderne (8-10 møder årligt)
- Opstilling af regnskab og budget årligt
- Have adgang til klubbens bank, E-Boks og andre vigtige systemer
Klubbens økonomi bogføres i e-conomic som vores bogholder varetager.
Vi har i 2024 leveret et meget flot regnskab, og det skal vi bygge videre på og vi skal etablere en sund økonomi i klubben.
Så hvis du synes det kunne være sjovt og udfordrende at kombinere udviklingen af en sund foreningsøkonomi med fodbold og frivilligt foreningsarbejde, så ligger der en spændende udfordring lige her.
Erfaring med regnskab og økonomi er en klar fordel, men vigtigst er VIF’s næste kasserer har økonomisk forståelse samt flair for brug af IT-systemer. Samtidig er ansvarlighed og planlægningsevner vigtige, så vores økonomi også fremover kan styres på sikker og forsvarlig vis. Derimod er det ikke en nødvendighed, at man hverken har erfaringer fra fodboldbanen eller i forvejen er en aktiv del af VIF, hvorfor forældre til spillere vil være fine og meget velkomne kandidater.
Du bliver en del af en forening med et godt fællesskab, sociale arrangementer og hyggelige aktiviteter.
Er du nysgerrig og ønsker at høre mere er du velkommen til at kontakte:
Formand Morten Brandt på telefon 20348451 eller bestyrelsesmedlem Dennis Kølle 21435948.