Spil Bold Mand Jubilæum

SPIL BOLD MAND: Fodbold med fællesskab i fokus

I Vordingborg I.F. mødes 22 modne mænd en gang om ugen året rundt og spiller fodbold. Det lyder måske ikke usædvanligt, men på holdet ’SPIL BOLD MAND’ har alle spillerne det tilfælles, at de lever med eller er i risiko for at få en kronisk sygdom.

”Fodbolden kan noget særligt. Det får drengene frem i os igen. Når bolden ruller, så er vi som børn og giver den gas på banen. Og ud over at det får pulsen op og giver sved på panden, så gavner det balancen og reaktionsevnen, når vi spiller fodbold. Det gør det ikke på samme måde, hvis man bare går en tur,” siger Jens O. Jensen, der sammen med Søren Zmylon er tovholdere på initiativet og som også spiller på holdet.

  1. 3. april er det 10 år siden at SPIL BOLD MAND blev etableret som et projektsamarbejde mellem DBU, Vordingborg I.F. og Vordingborg Kommune og holdet udsprang bl.a. af en grundig forskning som dokumenterede gevinsten ved at spille fodbold for at bekæmpe forskellige kroniske sygdomme.

 

Donation fra Lars Larsens JYSK Fond

SPIL BOLD MAND har modtaget en donation fra Lars Larsens JYSK Fond, som har gjort det muligt at anskaffe spillertøj til hele holdet.

”Vi er meget glade for støtten fra Lars Larsens JYSK Fond. Det er første gang, vi alle får et komplet sæt tøj som både skal bruges til træning og stævner. Vi skal selvfølgelig også bruge det, når vi skal ud og repræsentere SPIL BOLD MAND til forskellige arrangementer som f.eks. når vi mødes med sundhedscenterets rehabiliteringshold og når kommunen arrangerer seniorfolkemøde, hvor vi fortæller om holdet og det vi som frivillige kan tilbyde,” siger Jens O. Jensen.

 

Fællesskab fylder mere end sygdom

Selvom motionen selvfølgelig er vigtig, særligt når man lever med en kronisk sygdom, er det i lige så høj grad fællesskabet, der er i fokus på SPIL BOLD MAND-holdet. Her har spillerne mulighed for at mødes og være sammen med andre, der lever med en diagnose, uden at sygdommene nødvendigvis fylder ret meget.

”Hvis jeg skal sætte procenter på, så udgør fællesskabet langt mere end 50 procent af det. Der er altid godt fremmøde både til træning og når vi selv arrangerer eller når vi deltager i stævner. Der er også altid god opbakning til de sociale arrangementer vi har ved siden af, f.eks. til vores julefrokost, og som nu på onsdag d. 3. april hvor vi skal hygge os med et par stykker smørrebrød efter træning i anledning af 10-års dagen.

Det betyder meget for os at være sammen med andre. Sygdommene fylder faktisk meget lidt. Men vi taler da selvfølgelig om det og deler med hinanden over en kop kaffe i tredje halvleg, det er der altid plads til,” siger Jens O. Jensen.

 

Om Spil Bold Mand:

  • Etableret i 2014 i et samarbejde mellem Vordingborg I.F., Vordingborg Kommune og DBU. Holdet træner hele året rundt og træningen er for alle; både de tidligere fodboldspillere og de helt uøvede, der primært har erfaringen med fra sidelinjen. Ud over den ugentlige træning, arrangerer holdet selv fodboldstævner, hvor de møder andre klubber på samme niveau.

 

  • Består i dag af 22 mænd med forskellige kroniske diagnoser såsom kræft, diabetes, gigt og div. hjertekarsygdomme.
  • Aldersgruppen svinger fra sidst i halvtredserne til de ældste der har rundet firs.
  • Udover SPIL BOLD MAND tilbyder Vordingborg I.F. et lignende hold for kvinder, ’Fodbold for Hjertet’, holdene drives af frivillige kræfter.

Læs mere om SPIL BOLD MAND her: https://vifnet.dk/spil-bold-mand

Scroll to Top