GPS-veste skal øge niveauet

I en tid, hvor sportsudøvere og hold konstant stræber efter at forbedre deres præstation og opnå en konkurrencemæssig fordel, har Vordingborg IF taget et stort skridt fremad ved at investere i GPS-veste til klubbens bedste herre seniorhold.

Disse veste indeholder små indbyggede GPS-enheder, der kan spore spillerne i realtid og levere værdifulde data om deres bevægelser og præstationer på banen.

Cheftræner Kenneth Bøv udtaler følgende om det nye tiltag:

– Det er et enormt spændende værktøj som giver os trænere nogle specifikke redskaber at evaluere vores præstationer ud fra. Vi har samtidig en spillertrup lige nu, som er utrolig nysgerrige og motiverede for hvordan de kan højne deres egen præstation, og jeg synes det vidner om en seriøsitet fra klubbens side, at spillere på klubbens førstehold nu også får lagt dette værktøj oven i et allerede flot set up omkring Sjællandsserie truppen.

Vestene måler data som eksempelvis maksimal hastighed, total distance tilbagelagt, mængde af høj intense løb samt spillernes hjerterytme og giver mulighed for både at sammenligne forskellige spillers præstation, men også den samme spillers udvikling over tid.

Vestene bliver taget i brug, når Sjællandsserietruppen påbegynder forberedelserne frem mod den nye sæson med de første træningspas i uge 29 og det er meningen, at vestene skal bruges af hele truppen til både træning og kampe.

Vi kan som en lille bonusinfo afsløre, at vestene allerede var i brug, da vi sikrede os overlevelse i sidste sæsons sidste spillerunde i Slagelse. Her tilbagelagde anfører Jeppe Beck hele 10,1km i kampens 90 minutter, imens vores assistenttræner Jeppe Kristensen registrerede kampens hurtigste topfart.

Sidder du med et ønske om at prøve dig af på Sjællandsserie niveau eller på et af klubbens 2 andre seniorhold, er du meget velkommen til at kontakte cheftræner Kenneth ‘Bøv’ Hansen på tlf. 6112 0702 eller assistent Jeppe Kristensen på tlf. 2762 4314.

Scroll to Top